Disse 7 madvarer må du ikke give din hund
1. Chokolade
Chokolade indeholder stoffer som teobromin og koffein, der er giftigt for hunde.
Symptomer: Opkastning, mavesmerter, øget tørst, inkontinens, rysten, savlen, hjertebanken mm. Kan være livstruende.
2. Løg
Løg indeholder alicin, der er giftigt for hunde. Alicin findes både i rå og tilberedte løg og kan forårsage blodmangel hos hunden. Det er svært at vide, hvor meget løg, der skal til, for at hunden bliver forgiftet. Du bør derfor undlade at give din hund nogen former for løg. Det er især vigtigt at tænke på, hvis du giver din hund madrester, fordi der meget ofte er store mængder løg i vores mad.
Symptomer: Diarré, opkastning, kramper, nedsat appetit, åndedrætsbesvær, blege slimhinder, mavesmerter mm. Kan være livstruende.
3. Nødder – særligt Macadamianødder
Alle typer nødder er giftige, men Macadamianødder er særligt giftige for hunde og kan give lammelser.
Symptomer: Nedsat appetit, opkastninger, blodig afføring, nedsat leverfunktion, diarré, maveproblemer, slingren, sløvhed, lammelser mm. Kan være livstruende.
4. Rosiner
Rosiner kan give hunden akut nyresvigt. Det er meget individuelt, hvilken mængde hunden kan tåle, og om den overhovedet bliver påvirket, og det afhænger også af hundens størrelse. Undgå derfor at give din hund rosiner, korender eller vindruer.
Symptomer: Diarré, opkastning, mavesmerter, skælven, kramper, øget tørst.
5. Salt
Hvis din hund indtager en stor mængde salt, kan den få saltforgiftning. Din hund kan f.eks. have drukket store mængder saltvand eller spist noget meget salt mad.
Symptomer: Diarré, opkast, træthed, stivhed, kramper mm.
6. Svampe
Giftige svampe er også farlige for hunde. Visse svampe er direkte dødelige, og andre kan gøre hunden meget syg. Hvis du har mistanke om, at din hund har spist giftige svampe, er det vigtigt at tage til dyrlægen så hurtigt som muligt. Information, om hvilken svamp hunden har spist, kan være nyttig.
Symptomer: Opkastning, diarré, rysten mm.
7. Vindruer
Vindruer kan forårsage akut nyresvigt hos din hund. Det er meget individuelt, hvilken mængde hunden kan tåle, og om den overhovedet bliver påvirket, og det afhænger også af hundens størrelse.
Symptomer: Diarré, opkastning, mavesmerter, træthed, skælven, kramper, øget tørst.